Bjergegades sydligste del fremtræder i dag som et af Helsingørs mest moderne strøg, åbnende sig bredt fra Stengade, med flisebelægning, bænke og hvad der ellers fra 1967 har dannet rammen om det varierede gågadeliv. Efter Sankt Olaigade indsnævres gadebilledet, men med bibeholdelse af samme karakteristika. Man skal på strækningen op til Kampergade-Groskenstræde søge bevidst over butiksfacaderne for at skimte det ældre gadebillede mellem de nyere og helt moderne forhuse og hjørneejendomme. Der-imod ligger det nordligste, let skrånende strøg op mod Kongensgade hen som i en dvaletilstand, og hver bygningsdetalje får lov at tale for sig selv. Som livlig færdselsåre må Bjergegade formodes at have en lang tradition bag sig, idet den hører til blandt de middelalderlige nord-sydgående hovedgader, skillelinien mellem 2. og 3. fjerding. (Byen var tidligere rent administrativt opdelt i 4 fjerdinger) . Den sydligste del af gaden har været præget af det mondæne Stengademiljø og den mellemste af diverse håndværkergårde, men et specielt karakteristika for Bjergegade var den række bryggergårde på vestsiden mellem Kampergade og Kongensgade, som på Christian IV’s tid skilte denne del af Bjergegade ud fra den øvrige spredte forstadsbebyggelse. Arealet mellem disse to gader gik under navnet »Bjerget«, der antages at have været adskilligt højere end i dag. I hvert fald var stedet så. entydigt, at man undlod at anvende et specielt gadenavn og blot lokaliserede sig ved betegnelserne »Oven Bjerget«, »På Bjerget« og »Neden Bjerget«. Efter ejeren omkring 1550 af den daværende ejendom på Axeltorvhjornet mod Kampergade, Andris Kampen, gik Bjergegade dog undertiden under navnet Kampensgade. Betegnelsen Bjergegade, der på en plan over Helsingør fra 1660 (Resens atlas) er anvendt for strækningen op til Kampergade-Groskenstræde, er før udgangen af 1600-tallet slået igennem for gaden i hele dens længde.