I 1960’erne og et godt stykke ind i 1970’erne stod mange større og mindre danske byer ved en skillevej, da saneringsbølgen skyllede ind over landet. Bulldozerne var blevet sluppet fri, og hele karréer af gamle og nedslidte bygninger blev ryddet.
Med velfærdsstatens fremmarch op igennem 1960’erne, og den heraf stigende generelle velstand, var ønsket og behovet om bedre og sundere boligforhold blevet mere og mere presserende. Overalt kunne man finde boliger og ejendomme, der, sammenlignet med nutidens standard, var i meget dårlig stand. Bygningerne var nedslidte og lå tæt sammenstuvet, og mange steder var der blot fællestoilet i gården, manglende badefaciliteter og store problemer med fugt og kolde stuer om vinteren. Netop fordi boligsituationen dengang var så belastet omkring de fysiske, økonomiske og sociale forhold, ænsede man ofte slet ikke de kulturhistoriske værdier og muligheder, som de mange, gamle bygninger – og ofte hele bydele – besad. Udsigten til bedre leveforhold og ønsket om vækst og modernisering overskyggede, hvad historien og bevaringen af kulturelle værdier betyder for menneskers daglige liv og trivsel. Og med den tids stigende begejstring for samlebåndsbyggeri kunne det ikke gå stærkt nok med at rive ned og opføre nye tidssvarende boliger.

På den baggrund lå det derfor ikke lige i kortene, at netop Helsingørs gamle bykerne skulle komme til at danne rammen om et banebrydende saneringsprojekt, der skulle vise sig at blive et forbillede for resten af landet. Fra begyndelsen af 1970’erne og i årtierne der fulgte, blev man hér vidne til en epokegørende bybevaringsindsats,
der har resulteret i, at vi i dag, et halvt århundrede senere, står med en af Nordeuropas bedst bevarede historiske bykerner.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Helsingør Købstadskommune og Tikøb Sognekommune slået sammen i Helsingør Kommune. Kort efter begyndte arbejdet med at udforme en ny kommuneplan for den nye storkommune. Dette skete på et tidspunkt, da sanering af umoderne byområder var i højsædet. I Helsingør valgte man under hensyn til de mange bevaringsværdige historiske bygninger at satse på bevarende sanering. Dette indebar at bygningerne i deres ydre skulle bevares og i deres indre omformes til moderne boligstandard. Gårdrydninger fandt sted i et vist omfang. Byfornyelsesprocessen skete karre for karre og tog af samme grund lang tid. Resultatet var, at det historiske miljø i vid udstrækning blev bevaret.