EN GAMMEL OG SLIDT BY
I dag kan det være svært at forestille sig, hvor nedslidt og forfalden Helsingørs gamle bykerne var for bare 50 år siden. Ud af byens dengang knap 1.400 boliger blev godt 900 af dem erklæret uegnet til beboelse, hvilket gav anledning til overvejelser om at nedrive en stor del af de historiske bygninger.
ØRESUNDSTOLD OG VELSTAND
Tilbage i 1429, da Øresundstolden blev indført, begyndte samtidig en periode med øget velstand i Helsingør. Selve tolden gik til kongen og senere staten, men byen tiltrak mange udlændinge, handelslivet blomstrede, og det skabte en række positive effekter for byen, dens borgere og ikke mindst for kvaliteten af byens huse i den periode.
En regnskabsprotokol for Øresundstolden, ca. 1734
EN NY TID FOR BYEN
Efter Øresundtoldens ophævelse i 1857 lagde færre skibe til i Helsingør, og det gik i en periode tilbage for byens økonomi og befolkningstilvækst. I 1882 kom der dog gang i det nye Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri og andre industrier, hvilket skabte fornyet vækst i byen.
Grovsmedjen på skibsværftet, 1928
EN NEDSLIDT ARBEJDERBY
Med nedgangstiden i 1800-tallet og overgangen til industriby finder man måske forklaringen på, at byen ikke undergik de store fysiske forandringer, da mange husejere ikke havde råd til at rive ned og bygge nyt. Det betød, at mange af de historiske bygninger blev bevaret for eftertiden.
I næsten 100 år var Helsingør således en rigtig arbejder- og industriby, men med en efterhånden mere og mere nedslidt boligmasse.
Udsigt fra byen mod havnen, værftet og Kronborg
EN NEDRIVNINGSTRUET BYKERNE
I slutningen af 1960´erne bestod byen af en skønsom blanding af boliger og erhverv. Mange af husene havde ikke ordentlige toilet- og badeforhold og var uden tilstrækkelig opvarmning og isolering. Døre og vinduer var utætte, elinstallationer var dårlige, køkkener havde udvendige afløb, der frøs til om vinteren, og brandsikkerheden var problematisk.
Af byens knap 1.400 boliger var op mod 900 af dem i så ringe stand, at de blev betragtet som kondemnable, hvilket betød, at de i princippet var nedrivningsmodne.
SANERINGSLOVEN
I slutningen af 1960´erne blev de første trafikanalyser af bykernen, samt en række udviklingsplaner for Helsingør købstadskommune, udarbejdet. Helsingør var ikke den eneste by i landet, der havde boligproblemer, og derfor så en ny saneringslov dagens lys i 1969. Det resulterede bl.a. i, at mange gamle og nedslidte bygninger landet over nu blev revet ned og erstattet med moderne byggerier i beton, stål og glas.
En baggård i Sudergade 17
KVALITETSBEDØMMELSE
Med vedtagelsen af den nye saneringslov var kommunen blevet pålagt at foretage en kvalitetsbedømmelse af boligerne i bykernen. Denne viste, at tilstanden af mange boliger i Helsingør var lige så ringe som på bl.a. Nørrebro og Vesterbro i København.
Udklip fra “Oversigtsplaner vedr. sanering 1970-71”
KOMMUNESAMMENLÆGNING
I kølvandet på sammenlægningen af Helsingør købstadskommune og Tikøb sognekommune i 1970 stod det klart, at der måtte ske noget med den nedslidte og trafikplagede bykerne i Helsingør. Bygningerne lå tæt sammenstuvet, og mange steder var der kun fællestoiletter i gården og der manglede badefaciliteter, samt man havde problemer med fugtige og utætte boliger og generelt dårlige kloak- og sanitetsforhold.
Møde på rådhuset med borgmester Ove Thelin i 1974
DET STORE SPØRGSMÅL
Hvad gør man med en træt og nedslidt, århundredgammel bykerne? I Helsingør havde man allerede nedrevet flere historiske ejendomme i forbindelse med opførelsen af to bankdomiciler og et moderne supermarked – men var dette vejen frem?
Det store spørgsmål var derfor: Skulle man rive de gamle huse ned og anlægge en ny og moderne by, eller skulle man bevare bykernens struktur og møjsommeligt renovere de mange historiske bygninger?
