LAPPEN VISER VEJ
På Lappen i udkanten af Helsingør prøvede man i årtier at få en række på ni gamle huse revet ned og erstattet med et moderne byggeri i flere etager. I 1972 lykkedes det imidlertid for en gruppe private initiativtagere at købe hele bebyggelsen af kommunen for derefter at istandsætte de meget forfaldne bygninger. Projektet blev en inspiration for den efterfølgende renovering af bykernen, som demonstrerede, at selv meget gamle, historiske huse i ringe tilstand kan reddes, samtidig med at man kan skabe boliger efter moderne standarder.
Film om Lappen (8:45 min.):
Lappen 10-12
MODEL 1: CENTRALISERING
Helsingør stod dengang på tærsklen til en ny tid med et samfund i rivende udvikling, hvor ønsker om øget velfærd og fremgang dominerede. Disse tendenser i tiden gjorde det derfor indlysende for mange, at man burde udvikle bykernen ved at nedrive de gamle bygninger og i stedet etablere mange flere parkeringspladser og bygge store indkøbscentre og nye, tidssvarende boliger.
Kvickly i Stjernegade
MODEL 2: DECENTRALISERING
Valgte man i stedet en decentraliseret løsningsmodel kunne man aflaste bykernen med erhvervs- og boligbyggerier uden for byen og et stort moderne indkøbscenter på Prøvestenen, hvor der var god plads til de nødvendige parkeringspladser. Denne model ville ligeledes skabe mulighed for en byplanlægning med betydelig mindre vækst inde i bykernen og fokus på bevaring af de mange historiske bygninger.
Det nyopførte bytikscenter på Prøvestenen, 1979
BORGERINDDRAGELSE
I perioden fra december 1971 til marts 1972 afholdt byrådet i alt fire borgermøder, hvor de to forskellige modeller for bykernen – den centraliserede og den decentraliserede bymodel – blev præsenteret og diskuteret. Hér tilkendegav byrådet, at man stod bag den decentraliserede model for derved også at sikre bevarelsen af den gamle bykerne.
Borgermøde omtalt i TV-Avisen, ca. 1971-1972
DEN ENDELIGE BYPLAN
Efter fire skitser, som alle blev rundsendt til høring hos borgerne, lykkedes det i femte omgang at vedtage den endelige ”Byplanvedtægt nr. 19”. Den blev underskrevet af borgmester Ove Thelin og stadsingeniør Chr. Steen Petersen den 8. oktober 1973. Planen tog udgangspunkt i den decentraliserede bymodel, dels pga. de økonomiske fordele ved denne plan, og dels pga. de muligheder planen rummede for at sikre den gamle bydels historiske og bevaringsværdige karakter.
Forsiden af Byplanvedtægt nr. 19 og
borgmesterens underskrift.
MENNESKER OG MENINGER
En sociologisk spørgeundersøgelse, ”Mennesker og meninger”, fra 1974 viste, at byens borgere generelt mente, at det var på høje tid at få renoveret bykernen, men der var også stor enighed om, at byens gamle huse var værdifulde og værd at bevare. Undersøgelsen pegede tydeligt i retning af, at man mest gik op i de trivselsmæssige og sociale forhold, og at mange af borgerne gerne ville tage del i byens fysiske og økonomiske rehabilitering – også uden et decideret påbud fra det offentlige.
Gårdrum fra Srrandgade 87
GÅRDRUM OG HAVEANLÆG
Mange af beboerne i bykernen ønskede også at inddrage de ofte snavsede og misligholdte gårdrum til haveanlæg i stedet for at have rodet fra småerhverv og parkering – til trods for, at der var et stigende antal bilejere blandt beboerne i byen.
BYPLANENS SIGTE
Målsætningerne for den nye byplan var at bevare og istandsætte det historiske miljø, ændre så lidt som muligt ved eksisterende forhold og samtidig begrænse nybyggeri.
Der skulle sættes større fokus på boliger frem for erhverv ved at fastlåse eller reducere erhvervsudnyttelsen og nedsætte udnyttelsesprocenten ved nybyggeri.
De økonomiske fordele ved at gennemføre den bevarende sanering af bykernen havde også en vis betydning for valget af den decentraliserede byplansmodel. Men heldigvis viste det sig hurtigt, at denne model, samtidig med at være den økonomisk mest fordelagtige, også understøttede den bevarende og kulturbeskyttende effekt, som blev mere og mere indlysende, efterhånden som projektet skred frem.
