EN NEDRIVNINGSTRUET BYKERNE
I dag kan det være svært at forestille sig, hvor nedslidt og forfalden Helsingørs gamle bykerne var for bare 50 år siden. Ud af af byens dengang knap 1.400 boliger blev godt 900 af dem erklæret uegnet til beboelse, hvilket gav anledning til overvejelser om at nedrive en stor del af de historiske bygninger.
I slutningen af 1960´erne bestod Helsingør gamle bykerne af en skønsom blanding af boliger og erhverv. Mange af husene havde ikke ordentlige toilet- og badeforhold og var uden tilstrækkelig opvarmning og isolering. Døre og vinduer var utætte, elinstallationer var dårlige, køkkener havde udvendige afløb, der frøs til om vinteren, og brandsikkerheden var problematisk.
KVALITETSBEDØMMELSE
Med vedtagelsen af den nye saneringslov var kommunen blevet pålagt at foretage en kvalitetsbedømmelse af boligerne i bykernen. Den viste, at tilstanden mange steder i Helsingør var lige så ringe som på bl.a. Nørrebro og Vesterbro i København.
Udklip fra “Oversigtsplaner vedr. sanering 1970-71”
ØRESUNDSTOLD OG VELSTAND
Med indførelsen af Øresundstolden i 1429 begyndte en periode med øget velstand i Helsingør. Selve tolden gik til kongen og senere staten, men byen tiltrak mange udlændinge, handelslivet blomstrede, og det skabte en række positive effekter for byen, dens borgere og ikke mindst for kvaliteten af byens huse i den periode.
En regnskabsprotokol fra Øresundstolden, ca. 1734.
EN NEDSLIDT ARBEJDERBY
Efter Øresundtoldens ophævelse i 1857, lagde færre skibe til i Helsingør, og det gik i en periode tilbage for byens økonomi og befolkningstilvækst. I 1882 kom der dog gang i det nye Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri og andre industrier, hvilket skabte fornyet vækst for byen.
Grovsmedjen på værftet 1928
EN NEDSLIDT ARBEJDERBY
Med nedgangstiden i 1800-tallet og overgangen til industriby er det måske forklaringen på at byen ikke undergik de store fysiske forandringer, da der ikke var råd til at rive ned og bygge nyt, hvilket betød, at mange af de historiske bygninger blev bevaret for eftertiden.
I næsten 100 år var Helsingør således en rigtig arbejder- og industriby, men med en efterhånden mere og mere nedslidt boligmasse.
Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg
SANERINGSLOVEN
I slutningen af 1960´erne udarbejdes de første trafikanalyser af bykernen samt en række udviklingsplaner for Helsingør købstadskommune. Helsingør var ikke den eneste by i landet, der havde boligproblemer, og derfor så en ny saneringslov dagens lys i 1969. Den resulterede bl.a. i, at mange gamle og nedslidte bygninger landet over blev revet ned og erstattet med moderne byggerier i beton, stål og glas.
KOMMUNESAMMENLÆGNING
I kølvandet på sammenlægningen af Helsingør købstadskommune og Tikøb sognekommune i 1970 stod det klart, at der måtte ske noget med den nedslidte og trafikplagede bykerne i Helsingør. Bygningerne lå tæt sammenstuvet, og mange steder havde man kun fællestoiletter i gården, manglede badefaciliteter, havde problemer med fugtige og utætte boliger, og generelt var der dårlige kloak- og sanitetsforhold.
Møde på rådhuset med Ove Thelin i 1974
DET STORE SPØRGSMÅL
Hvad gør man med en træt og nedslidt, århundredgammel bykerne? I Helsingør havde man allerede valgt at nedrive flere historiske ejendomme i forbindelse med opførelsen af to bankdomiciler og et moderne supermarked – men var det vejen frem?
Det store spørgsmål var derfor: Skulle man rive husene ned og anlægge en ny og moderne by, eller skulle man bevare bykernens struktur og møjsommeligt renovere de mange, gamle og historiske bygninger?
