Med indførelsen af Øresundstolden i 1429 begyndte en periode med øget velstand i Helsingør. Selve tolden gik til kongen og staten, men byen tiltrak mange udlændinge, handelslivet blomstrede, og det skabte en række positive effekter for byen, dens borgere og ikke mindst for kvaliteten af byens huse i den periode.

Da Øresundstoldens blev ophævet i 1857, gik det for en tid tilbage for byen, men åbningen af jernskibsværftet i 1882 indvarslede industritiden i Helsingør, og dermed kom der stødt og roligt gang i hjulene igen.

Men pga. nedgangstiden i 1800-tallet og overgangen til industriby undergik byen ikke de store fysiske forandringer, da der ikke var råd til at rive ned og bygge nyt, hvilket betød, at mange af de historiske bygninger blev bevaret for eftertiden. 

I næsten 100 år var Helsingør således en rigtig arbejder- og industriby, men med en efterhånden mere og mere nedslidt boligmasse.

I slutningen af 1960´erne bestod byen af en skønsom blanding af boliger og erhverv. Mange af husene havde ikke ordentlige toilet- og badeforhold og var uden tilstrækkelig opvarmning og isolering. Døre og vinduer var utætte, elinstallationer var dårlige, køkkener havde udvendige afløb, der frøs til om vinteren, og brandsikkerheden var problematisk.

Af byens knap 1.400 boliger var op mod 900 af dem i så ringe stand, at de blev betragtet som kondemnable, hvilket betød, at de i princippet var nedrivningsmodne. 

Derfor var det store spørgsmål dengang, om man skulle rive en stor del af de historiske huse ned, eller om bykernen skulle bevares?